• Thea Lund Lillebæk

At flygte til et nyt land er som at blive født igen


Når du kommer til et nyt land som flygtning, er det ligesom at blive født igen. Du skal lære alt forfra, og det er en kæmpe opgave”, siger Chin Chin. Hun flygtede i 2004 sammen med til sin mand fra Burma – først til Malaysia og dernæst til Danmark – med hjælp fra FN.


Chin Chin, med det officielle navn Biak Chin Par Lian, bor i Ølgod med sin mand og sine tre drenge. I 2010 modtog hun integrationsprisen ’Årets Knus – Årets krus’ fra Tværkulturelt Center for sin ekstraordinære indsats for at bygge bro mellem mennesker på tværs af kulturer. I 2012 modtog hun endnu en integrationspris for ’Årets nydanske forælder 2012’ fra Integrations- og Boligministeriet for sit samarbejde om ’MindSpring projektet’ (et psykosocialt gruppeforløb for børn, unge og forældre med flygtningebaggrund) med Varde Kommune og Dansk Flygtningehjælp.


I Danmark bor 2587 af burmesisk herkomst (Danmarks Statistik 2020). Chin Chin kommer fra Chinprovinsen i det vestlige Myanmar (Burma). Chinbefolkningen er en etnisk minoritet i Myanmar med egen ”stat”. De sidste 17 år er der kommet ca. 1600 chin’er til Danmark, dels som FN-kvoteflygtninge, dels ved familiesammenføring. De er flygtet på grund af diktaturstyrets krænkelse af menneskerettighederne, bl.a. indirekte forfølgelse pga. religion. I Myanmar er 90 pct. buddhister, men i Chin er 90 pct. kristne. Det skyldes amerikanske baptistmissionærer, som kom dertil for omkring 100 år siden.


Chin Chin er opvokset i et kristent hjem, og hun tror, at det er en del af Guds plan, at hun er kommet til Danmark. Hun tilhører en Chin menighed i Skjern, som er en del af BaptistKirken.

Har altid været anderledes


Noget af det første som slog mig, da jeg talte med Chin Chin, var, at hun er utrolig ærlig og direkte i sin kommunikation. Vi kom hurtigt i vores samtale ind på, hvordan hun oplevede dét at være anderledes. Hun fortalte mig:

’’Jeg har altid været anderledes. Lige fra jeg var lille, har jeg ikke lignet de andre. Derfor elsker jeg at inkludere andre mennesker.’’

For Chin Chin er det begrænsende, når folk danner sig et ensidigt billede af hende på baggrund af hendes etnicitet, og hun har oplevet at blive fremmedgjort som udlænding i Danmark. I kirken har burmeserne dog ’’formet deres eget stærke og trygge fællesskab’’, skriver hun i sit speciale i diakoni ved Aarhus Universitet om ’Køn, kirkeledelse og kulturidentitet’.


Hun beskriver, hvordan burmesiske flygtninge i Danmark kan opleve, at de bliver set på som en ensformig masse frem for en kompleks gruppe af individer:

’’Mange har tendens til at se, at vi kun er Chin, men vi er meget mere mangfoldige end som så.’’

At stigmatisere sig selv


I Myanmar bor mange forskellige etniske grupper, hvoraf Chin-folket udgør ca. 2,5%, og burmanere udgør 68%. Inden for Chin-folket findes der undergrupper, som taler forskellige sprog. Derfor taler børn og unge med burmesiske rødder oftest sammen på dansk.


Fordømmelsen og den manglende forståelse er ikke noget, som Chin Chin vil lade være en hindring for sin personlige udvikling: ’’Jeg vil ikke begrænse mig, eller lade andre begrænse mig, ved kun at se mig som Chin’’. Hun vil først og fremmest kendes for sin person fremfor sin etnicitet. Det er dog vigtigt for Chin Chin at understrege, at hun samtidig er stolt af sit burmesiske ophav.

Hvilke udfordringer møder man ved at bosætte sig i et fremmed land som flygtning?

’’Som flygtning er man hele tiden usikker på, om man følger normerne – gør jeg det nu godt nok? Du kommer til at stigmatisere dig selv, og det fortsætter du med i rigtig mange år. Man kan jo aldrig sige, at ’nu er jeg integreret nok’. Når du kommer til et nyt land som flygtning, er det ligesom at blive født igen. Du skal lære alt forfra, og det er en kæmpe opgave.’’.


Chin Chin har dog mødt mennesker i Danmark, som har hjulpet hende. Hun husker særligt hvordan forældrene på den første skole, som hendes sønner gik på, var gode til at inkludere hende og hendes mand. Bare dét at de hilste på dem, når de mødtes tilfældigt, betød meget for hende. Chin Chin mener derfor, at det er vigtigt, at folk ikke er bange for at tale med én, selvom man ser anderledes ud.


Den næste generation


Selvom Chin Chin ikke lader sig gå på af de fordomme, som hun møder, er hun bekymret for den unge generation. Specielt fordi de hver især skal forholde sig til flere kulturer. Det er en byrde, som hun også selv mærker i form af en konstant, indvendig kamp. I sit speciale beskriver hun det således: ’’Fordrevne folk har ikke ’hjemme’, de opholder sig mellem de konventionelle, kulturelle kategorier.’’, og dette er, ifølge Chin Chin, særligt hårdt for unge mennesker:

’’Mange af de unge mennesker har udfordringer pga. pres fra forældrene, hjemlandet og fra samfundet. Man kan sige, at udover præstationspresset, som man f.eks. kan opleve som studerende, vejer presset ved at have flere kulturer at forholde sig til oveni.’’.

Hun frygter, at de unge vælger enten fuldstændig at indordne sig forældrene eller at tage afstand fra kirken. En stor del af den ældre generation af burmesere har, ifølge Chin Chin, et inderligt ønske om at vedholde sin kulturarv, mens efterkommere i højere grad ønsker at integrere sig i det danske samfund:


’’Man vil gerne beholde sit sprog og sin kultur, men man vil også gerne integrere sig. Mange er virkelig bange for, at vi mister vores sprog og kultur. Så findes chinkirkerne og chinfolket ikke om 20 år. Det er dét, vi frygter.’’.

Chin Chin mener, at en del af løsningen på integrationsproblematikken ligger i at lytte til de unge. Hun tror, at kirken som institution danner et godt fundament for at drive de unges udvikling, hvis dette sker inden for de rigtige rammer. Samtidig ser hun også, at dét at skulle bearbejde det psykiske pres, som det medfører at stå imellem flere kulturer, er et større samfundsmæssigt emne, som kræver helt grundlæggende værktøjer, f.eks. uddannelse:


’’Jeg vil gerne støtte unge mennesker i at kunne tackle det, når de møder fordomme og social kontrol. Det er dels et spørgsmål om personlig udvikling, bl.a. gennem tro, men også et spørgsmål om uddannelse.’’.


Lad os vende blikket ud


Noget som Chin Chin har bidt mærke i, siden hun kom til Danmark, er, at vi danskere er rigtig gode til at hjælpe vores næste. Dette mener hun har haft en positiv indvirkning på de burmesiske flygtninge:

’’I det danske samfund tager man sig af de svageste, og det har påvirket os flygtninge, som er kommet til Danmark, rigtigt meget – også når det kommer til at tage sig af den fjerne næste, altså dem som stadig bor i Burma.’’

Hun mener, at det er vigtigt, at vi som frikirke holder godt fast i denne værdi:


’’Det kan være et problem, at vi separerer os selv i et parallelt samfund i den burmesiske kirke, hvis vi ikke møder andre end dem, som kommer i kirken, og hvis vi ikke er inddraget i kirkens praktiske arbejde. I frikirken er vi rigtig gode til at tage os af hinanden, men vi bliver også nødt til at kigge ud mod resten af samfundet.’’.

Trods de store udfordringer har hun håb for de næste generationer af burmesiske efterkommere i Danmark. Hun er af den overbevisning, at kirken har et ansvar over for flygtninge i Danmark, som de gentagne gange må tage på sig i forskellige sammenhænge for at bibeholde et godt fællesskab, som går udover det åndelige:


’’Kirken er det bedste sted at integrere sig. Alt det kræver er gode ledere. Det er nødvendigt, at folk ikke er bange for det fremmede for at skabe et godt samarbejde.’’.

38 visninger
  • Facebook Social Ikon

©2020 by Det som ikke ses. Proudly created with Wix.com