Thea Lund Lillebæk
- 14. jun. 2020

Hvorfor blev det kristne kors en modetrend?

Korset er kristendommens vigtigste symbol, men dette bliver ikke kun båret af kristne. Gennem årene har modeindustrien, med jævne mellemrum, ladet sig inspirere af forskellige religiøse symboler - herunder det kristne kors - hvilket har været omdiskuteret. Særligt op gennem 00’erne vandt symbolet for alvor frem i det gængse modebillede, men er det forkert at kapitalisere på religiøse symboler? Og forfladiges korset symbolik herved? Det vil jeg undersøge i dagens indlæg, hvor det bl.a. skal handle om kristendommens spæde begyndelse, globaliseringens indtog og Dolce & Gabbanas SS17 kollektion.

Baggrund om korset som symbol

Kors blev brugt længe inden, at Jesus kom til jorden. I Nordens stenalder forekommer kors f.eks. på dæksten, og på assyriske relieffer ses kongen bærende et kors om halsen sammen med andre prydelser.

Det varede længe, inden korset, som Jesus blev henrettet på, blev kristendommens særlige, synlige symbol. I stedet brugte man i den tidligste, forfulgte kristendom (fra ca. år 64-325) symboler som Rotas-formularen, der er et kryptogram for Jesu kors, Noas ark eller fisk. Selv om mange romere aldrig selv havde set en korsfæstelse, kendte alle til afstraffelsen, der blev anset som værende så brutal, at Marcus Tullius Cicero (der var en romersk politiker, retoriker, jurist, skribent og filosof, 106 f.Kr.-43 f.Kr.) omtalte det som værende upassende, at nævne ordet 'kors' i en dannet samtale.

To begivenheder siges at have gjort korset til de kristnes vigtigste symbol:

Ifølge kirkehistorikeren Eusebios fik den romerske kejser ’Konstantin den store’ forud for den vigtige sejr ved den milviske bro (et slag mellem de romerske kejsere Kostantin den Store og Maxentius i år 312) en vision af et brændende kors og påskriften: In hoc signo vinces, hvilket betyder; ved dette tegn skal du sejre.

I 326 foretog Konstantins mor, kejserinde Helena, en pilgrimsrejse til Palæstina, hvor hun ifølge legenden fandt de tre kors ved Golgata. Hun skulle, ved den anledning, have kunnet udpege, hvilket kors der var Jesu (og ikke røvernes) kors, fordi et lig eftersigende blev genopvakt, da det kom i kontakt med korset. Som konsekvens heraf blev korsfæstelsen afskaffet som dødsstraf, og i stedet ophøjet til et symbol for kristendommen, da det også (endelig) var blevet helt sikkert at være offentlig kristen.

Tyve år efter Helenas besøg udtalte patriarken Kyrillos af Jerusalem, at "korsets træ" nu var blevet "sendt rundt om til hele verden". Han propaganderede til sin død i år 386 meget ivrigt efter at gøre Jerusalem kendt som "en hellig by". Ligesom apostlene havde bragt budskabet om korset ud til verden i det første århundrede, skulle vigtige gæster herved få lov til at forlade Jerusalem medbringende nogle af korsets splinter. Kyrillos forsikrede sig om, at de blev udstillet hver langfredag, så de troende kunne ære og kysse dem. Korset blev herefter et populært symbol.

De trendy 00’ere

Kors, i modebilledet, så man allerede hos Madonna i 1980’erne, men i 00’erne stormede trenden pludselig frem igen. Efter 11. september 2001 blev podierne (til diverse modeshows) renset for alt, der kunne virke stødende, så det intet havde med hverken militær eller tro at gøre. Der gik dog ikke lang tid, før flere italienske modehuse, samt modehusene i Paris, begyndte at vise kors igen. Ifølge Uffe Buchard, handler det i modens verden om at blive set for at tjene penge. Korset var derved en måde at genvinde opmærksomheden hos kundebasen.

Korsene (i 00’erne) skulle gerne være store og sorte, og supermodeller, skuespillere samt popstjerner blev fotograferet med dyre, funklende kors om halsen. Ifølge teolog Doris Ottensen, der har beskæftiget sig med forholdet mellem kunst og forkyndelse, er modens fokus på korset også en afsmitning af, at religionerne, omkring 00’erne, begyndte at blive mere tydelige i samfundet. Hun har i artiklen 'Kors i moden' til Etik.dk udtalt:

’’De store kors i moden er ikke en tilkendegivelse af tro. Jeg tror snarere, at de store kors i moden er en afsmitning af, at man taler så meget om religion og problemstillinger affødt af religion. Korsene er en ubevidst reaktion på, at vi lever i et multireligiøst samfund. Korset er desuden godt blikfang, men det er kun effektivt som blikfang, fordi det er helligt for mange.’’.

Det var da også i 00’erne, at internettet gik fra at være noget, som det amerikanske militær snakkede sagte om, til at være fast inventar i hjemmene. Pludselig væltede en lind strøm af information ud gennem de, førend frygtede, metalliske kasser, og det tog sin tid for verden at vænne sig til at håndtere denne nye virkelighed. Langsomt blev vi dog, som samfund, i højere grad globaliseret gennem ny teknologi. Det betød også, at dørene til andre religioner og verdensforståelser blev slået op.

Ifølge Julia Lahme (rådgiver hos rådgivningsfirmaet Cultural Consulting) handlede symbolets pludselige popularitet også om, at korset var vejen til selviscenesættelse og en måde at skille sig ud på. Med Doris Ottensens ord, var korset:

’’et godt blikfang, fordi det er helligt for mange, så det kan provokere.’’.

Bliver korset symbolik forfladiget?

Den tidligere pave, Johannes Paul II, vendte sig mod, at korset blev brugt som en prydegenstand. Han har bl.a. udtalt, at de unge bruger millioner på at købe kopier af det hellige symbol og glemmer alle de mennesker, der lider og dør af sult. Den katolske kirkes biskop i Danmark, Czeslaw Kozon deler hans bekymringer:

’’Jeg vil ikke bedømme folks motiver til at gå med kors, men hvis det kun er et modesymbol, og især hvis det bliver brugt i sammenhænge, hvor det ikke hører hjemme, er det med til at forfladige symbolikken omkring korset.’’.

Jeg må også indrømme, at det for mig selv, som kristen, har en, hvis ikke religiøs, så i hvert fald spirituel, betydning for mig at bære kors.

I en anderledes dom fra 2013, Eweida v United Kingdom (2013), anerkendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at netop det, at bære et kors om halsen, kunne anses for værende praktisering af den kristne religion (til trods for, at det ikke er en praksis religionen foreskriver, som det hidtil havde været krævet i lignende sager om religionsudøvelse). Det skyldes, at der, ifølge loven, skal være tale om ’practice of religion’ i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 9(1), hvilket, i henhold til at bære kors, altså blev godkendt i dommen af EMD. Det kan herved udledes, at det at bære et kristent kors, kan anses for at have en vægtig religiøs betydning og ligefrem være dækket af beskyttelsen efter religionsfriheden i menneskerettighederne.

Jomfru Maria, Jesus og isvaflerne

Magasinet ’MAIN’ har undersøgt det komplekse forhold mellem religion og mode. En gennemgående aktør i kapitaliseringen af religiøse symboler har været modehuset Gucci, der har benyttet sig af religion som en kontroversiel inspirationskilde. Det nåede, for omverdenen, grænsen, da modehuset viste hovedbeklædninger, som mindede om turbaner og hijaber.

Modeforsker Ane Lynge Jorlén mener, at en af grundene til, at det virker (rent forretningsmæssigt) at blande religion og mode bl.a. skyldes, at brugen af religiøse symboler gennem tiden har haft en meget nær sammenhæng med magt, og i en artikel 'Intet er helligt for moden' på mainlifestyle.dk har hun udtalt:

’’Det hænger sammen med, at magthaverne traditionelt set har været religiøse og har vist deres sammenslutning med det guddommelige gennem deres tøj og dragter.’’.

I Dolce & Gabbanas SS17-kollektion viste de Jomfru Maria og Jesusbarnet i selskab med pizza, isvafler, kors, gyldne ornamenter og andre hellige symboler i et farverigt miks med bl.a. blonder og palietter. Umiddelbart et lidt overraskende miks af virkemidler, men Ane Lynge Jorlén tror også, at det (at særligt de italienske modehuse benytter sig af religion som inspirationskilde) kan have noget at gøre med, at en del af designerne selv kommer fra en katolsk baggrund – herunder f.eks. Dolce Gabbana og Versace med deres katolske, syd-italienske baggrund.

Ydermere er det blevet svært for de institutionaliserede religioner kontinuerligt at styre brugen af deres symboler, fremhæver teolog Laura Feldt. Det skyldes f.eks. at der, siden 1970’erne, er vokset nye, løsere organiserede religiøse strømninger som new age og alternativ spiritualitet op, som er mere fokuserede på, at individet selv skal vælge sin egen religion og sammensætte den, som han eller hun vil. Laura Feldt kalder selv fænomenet for ’gør det selv-åndelighed’, da man kan siges i dag at bruge religiøse symboler mere som en slags ’speciel effects’ for at vække fascination.

Symbolisme med forskellige bevæggrunde

Da jeg besluttede mig for at undersøge korset som modetrend, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at problemstillingen skulle føre mig i så mange forskellige retninger. Jeg er blevet overrasket over hvor mange bevæggrunde, der har dannet grundlag for trendens løbende tilbagevenden i modebilledet, og det minder mig om scenen fra ’The Devil Wears Prada’, hvor den onde moderedaktør forsøger at forklare sin naive assistent, hvorfor en modetendens stikker langt dybere, end man først kan fristes til at antage.

Jeg føler, personligt, et tilhørsforhold til min tro, når jeg bærer et kors (det tomme kors som symbol på Jesu død og opstandelse), men det kan ikke provokere mig at se en anden bære et kors, selvom jeg måtte antage, at det alene var for trendens skyld – og netop det er jo også essensen, for hvordan skulle jeg kunne vide, om det kun var af den grund?

Til gengæld føler jeg mig ikke helt afklaret omkring, hvad de store modehuse prøver at opnå ved at benytte sig af den religiøse symbolik på en, til tider, meget forvirrende og umiddelbart tilfældig måde – men så igen, det er måske, som Uffe Buchard selv siger, meget simpelt, nemlig; at de vil opnå kapital.

Websteder:

Bøger & videnskabelige artikler:

Peter Walker: I Jesu fotspor (s. 177), forlaget Hermon, 2010.
Elin Bach, 1962: "Fra Senantik til Renaissance", s. 9-10