I kirken var der plads til min sorg

Agnete var 14 år gammel - og gik i ottende klasse - da hendes far, i en SMS, skrev til hende og spurgte, om hun ikke snart ville komme hjem fra skole. Hjemme blev hun mødt af sine forældre, der sad klar på sofaen til at fortælle hende, at hendes mor havde fået konstateret brystkræft. Agnete forholdt sig, til at begynde med, optimistisk til situationen og tænkte, at det skulle hendes mor nok klare. Agnetes mor, Jane, var 49 år gammel på det tidspunkt.

Jane klarede kemoen godt i begyndelsen, men et halvt år senere, da Agnete skulle til at begynde i 9. klasse, fik familien at vide, at kemoen ikke hjalp, og at kræften havde spredt sig til knoglerne. Jane ville aldrig kunne blive rask igen.

''Fordi min mor var så rolig og positiv tænkte jeg hele tiden, at så slemt kunne det vel ikke være, for vi havde det jo godt i vores lille familie. Årene gik, og det var meget vigtigt for mine forældre, at jeg ikke skulle opleve, hvor slemt sygdomsforløbet egentlig var. Jeg skulle have lov til at være teenager.''

Den 23. december 2016 kom Agnete hjem fra arbejde, endnu engang til to forældre i en sofa, der var klar til at fortælle hende, at kræften havde spredt sig yderligere. Janes krop kunne ikke længere producere sit eget blod. Agnete kan huske, at det var deromkring, at det begyndte at gå op for hende, at hendes mor nok ikke havde langt igen - måske omkring 5-10 år. Agnete har dog, efter Janes død, opdaget, at hendes mor på det tidspunkt havde kræft i stadie 4, hvilket vil sige, at hun havde ca. 22% sandsynlighed for at overleve 5 år. Ifølge Agnete var det: ''vigtigt for min mor, at vi (Agnete og hendes far) ikke slog noget op om sygdommen på nettet, mens hun var syg, og det respekterede jeg.''.

Agnete blev færdig med gymnasiet i sommeren 2017, mens hendes mor stadig var meget syg. Hun husker tydeligt dimissionen på skolen. Jane var for syg til at kunne stå op i længere tid, men hun skulle selvfølgelig se sin datter få studenterhue på.

''Jeg var så bange for, at hun ikke ville kunne komme til at sidde ned til dimissionen, og jeg tænkte hele tiden: Agnete, hvorfor beder du ikke bare rektor om at reservere en plads til hende? Men jeg ville ikke være til besvær, så jeg rendte rundt for at finde et sted, hvor hun kunne sidde.''

Den samme sommer fik Jane at vide, at behandlingen ikke virkede, og Agnete vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var netop blevet student. Det var tid til at være ung og fri, men ikke for Agnete. Hun havde brug for at distrahere sig selv. Derfor gjorde hun, som hun altid har gjort, når det hele har været et stort kaos - hun optog tankerne med skolearbejde og startede på økonomistudiet.

Alene med sorgen

Det gik godt med studiet socialt og resultatmæssigt, men derhjemme fik hendes mor det værre for hver dag, der gik. Agnete kan særligt huske en dag, hvor hun sad på universitetet, og en pige snakkede højt om læsning, eksaminer osv., men for Agnete var det bare støj i ørerne: ''Jeg tænkte bare, kan du ikke holde din kæft? Jeg sidder her og min mor er døende.''.

''Jeg fortalte ikke, hvad der skete til nogen på studiet. Jeg var bange for, at de ville synes, at jeg var opmærksomhedskrævende, fordi jeg ikke kendte dem så godt endnu, men det var forfærdeligt. Det var så ensomt og trist.''

Samme dag fik Jane at vide, at hun var terminal. Tiden op til sin mors død beskriver Agnete som det værste: ''På den ene side ville jeg jo ikke miste hende, men på den anden side, ville jeg bare have det overstået. En del af mig ønskede, at hun skulle dø hurtigt og få fred.''. I den sidste tid lå Agnete i sin mors arme i hendes seng, mens de så film sammen. Jane døde i december 2017.

Efterfølgende oplevede Agnete, at folk var utroligt bange for at spørge ind til, hvordan hun havde det: ''Jeg ved godt, at jeg ikke gav udtryk for, at jeg ville snakke om det, men jeg havde brug for, at der var nogen, som tog fat i mig, og fik mig til det alligevel.''.

Vi skal snakke med hinanden

Efter Janes død gik det op for Agnete, at hun, i de sidste mange år, ikke rigtigt havde levet. Derfor tog Agnete en pause fra studiet for at tage på højskole, og her oplevede hun et vendepunkt, hvor hun blev bedre til at tale om sin mors død: ''Der var en temadag om sorg, hvor vi skulle tale om, hvem vi havde mistet, og jeg overvejede seriøst at opfinde et eller andet langt ude familiemedlem, bare så jeg ikke behøvede at fortælle, at jeg havde mistet min mor.''. Men det gjorde Agnete ikke. Hun begyndte at åbne op omkring sin sorg.

Da hun kom hjem fra højskole, opstod der konflikt mellem Agnete og hendes far, hvilket gjorde, at de brød kontakten i nogen tid. Agnete stod derfor helt alene tilbage uden nogen nær familie at tale med. I den periode begyndte hun at gå i kirke.

Hvordan udviklede dit forhold til Gud og kirken sig, som følge af din mors død?

''Jeg blev meget rørt til min mors bisættelse i Kastelskirken. I mange år havde jeg identificeret mig meget med at være ateist, men efter min mors død begyndte jeg pludselig at se på kirken som en ret fantastisk institution. Da jeg så havde den her krise i vinters pga. konflikten med min far og et pludseligt savn til min mor, begyndte jeg at gå i kirke hver søndag. Jeg havde simpelthen brug for at føle, at der var noget, som var større end mig. Den time jeg var i kirke, tænkte jeg ikke på mig selv. Jeg tænkte på livets store spørgsmål, og jeg syntes, at det var fantastisk, at de her 2.000 år gamle tekster (i Bibelen) kunne sættes i kontekst med noget, som jeg oplevede i livet.''.

Agnete husker særligt en prædiken den 22. december 2019, som omhandlede flugten til Egypten (Matthæusevangeliet kap. 2, 13-15), hvor præsten dragede en parallel til syrienkrisen idag. Præsten spurgte: ''Hvorfor er det, at vi først begynder at spørge, hvorfor slår mit hjerte, når vi oplever, at et andet hjerte holder op med at slå?''. Vi skal elske vor næste, give vor næste tid, omsorg og opmærksomhed, netop fordi vores hjerter slår. Vores egen tid er begrænset, men Guds rige er evigt. Vi er derfor forpligtede til at give tid til andre mennesker end os selv. Disse pointer bed Agnete særligt mærke i.

En anden prædiken Agnete husker, hørte hun dagen efter, at hun havde været til en fest. Hun havde ikke følt, at folk lyttede efter, hvad hinanden sagde, men at de var mest optaget af at høre deres egne stemmer. Prædiken handlede om den samaritanske kvinde, som blev frelst og hjulpet af Jesus gennem deres samtale over en brønd (Johannesevangeliet kap. 4, 7-30). Budskabet var, at vi skal tale sammen - og ikke bare for at høre os selv - men for at hjælpe hinanden. ''Vi mødes over samtale for at udvikle os selv og for at opleve. Vi går måske endda fra en samtale uden at vide, hvad vi rent faktisk har talt om, men vi går fra den som bedre mennesker. En god samtale er lyttende og den udvikler os.'', havde præsten sagt.

Vedkommende perspektiverede det til mindesmærket for faldne soldater efter 2. verdenskrig på Kastellet. Mindesmærket har 7 brønde, og brønden i det midterste rum er placeret, så man kan sidde og tale med hinanden. Tanken er, at brønden er kilden til den gode samtale. For hvor ellers, end ved et monument omgivet af navne på mennesker, der er gået bort, kan man have den gode og udviklende samtale om livet, døden og kærligheden?

Efter kirke gik Agnete ned til brønden. Hun sad lidt og tænkte på, hvor befriende det havde været at komme i kirke, og på hvad den gode samtale egentlig betyder for hende.

''Jeg mener ikke, vi burde være så bange for at tale om de rigtig svære ting - om sorg. Der er ikke mange, som tør spørge: Hvad skete der egentlig? Jeg synes, at kirken, troen, salmerne og stemningen gav mig noget værdi igen. Når jeg sad i kirken, følte jeg, at min mor sad ved siden af mig. Jeg følte, at jeg endelig kunne være der med hende og forholde mig til sorgen - i stedet for at skubbe den væk.''

Agnete har også talt meget med sin mors veninde Eva, som er præst. Agnete tror, at: ''præstens helt store force er evnen til at tale om de svære og store ting i livet som om, at det er noget helt normalt.''.

Agnete ved ikke, om hun vil blive ved med at gå fast i kirken, men hun ved, at det er et sted, som hun kan vende tilbage til, hvis hun får brug for det. For Agnete er det bedste ved kirken, når det bliver lidt filosofisk: ''Den kristne tro er for Kirkegaard en tro på trods af alle beviser. Det er netop det absurde ved troen. Min mor fortsatte med at tro på, at hun ville overleve, selvom alt pegede på, at hun skulle dø. Hendes tro gjorde, at hun var i stand til at leve i kraft af det absurde. I kraft af sygdommen. Inspireret af Kirkegaard mener jeg, at troen kan hjælpe mennesket med at finde en mening med livet, når livet føles meningsløst.”

Til minde om Jane

Ifølge Agnete var hendes mor fornuftig og rationel. Hun handlede ud fra, hvad hun mente var rigtigt. Hun kunne have sat sig til at skrige og græde - og gjort den sidste tid endnu mere ubærlig for hende selv og dem omkring hende, men det var ikke i hendes ånd. Hun håndterede i stedet situationen rationelt. Hun planlagde sin egen bisættelse, fik færdiggjort sit arbejde og videregivet tjansen. Og endelig fik hun sagt farvel til sine nærmeste på en smuk og ordentlig måde.

''Hun kommer måske til at lyde kedelig, fordi hun var korrekt, men det var det, som var hendes styrke. Derudover var hun også varm og elskende, og så var hun bare så, så smuk. Hun elskede mig og min far mere end noget andet.''

Jane blev 54 år gammel.