• Thea Lund Lillebæk

Katrines historie om stress: Hos Gud kan jeg både være en discipel og et lille barn



25-årige Katrine Vigilius Kjøller-Hansen oplevede stressens gradvise indtog i sit liv for omkring to år siden. Hun var ved at færdiggøre sin uddannelse som journalist og allerede under de afsluttende eksaminer, bevægede hun sig ind i sit nye liv – arbejdslivet – med alt, hvad det indebærer af deadlines og krav. Når man, som person, er autoritetstro, pligtopfyldende og sætter høje standarder for sig selv, kan overgangen til et nyt og mindre systematiseret miljø være en farlig cocktail. Katrine havde svært ved at indfinde sig i sin nye rolle på jobbet og følte, at hun manglede struktur og forudsigelighed i sit arbejdsliv. Dertil havde hendes boligsituation, og det faktum at hun snart skulle giftes – med den dertil hørende bryllupsplanlægning – indflydelse på, at hun blev presset ud over grænsen for, hvad hun selv kunne magte:

’’Jeg begyndte at få lettere til tårer. Jeg havde også nogle sygedage, hvor jeg egentlig bare var sindssygt træt. Så træt at jeg ikke kunne tage på arbejde, men jeg tænkte ikke selv, at det var fordi, jeg var stresset. Det var først efter nogen tid, at jeg fortalte min mor, at jeg var utroligt ked af det. Hun sagde med det samme, at det var stress, og dagen efter modtog jeg en E-mail fra min far, hvor han forklarede mig, at jeg havde brug for at søge hjælp for at få det bedre. Det fik mig til at henvende mig til lægen, som mente, at det var nødvendigt for mig at sygemelde mig i en periode.’’.

Katrine indså, at hun var nødt til at prioritere sin sundhed og velvære og tog nogle nødvendige beslutninger, efter aftale med sin arbejdsplads, om at skrue ned for arbejdsbyrden for en tid. Hun var først fuldtidssygemeldt og derefter deltidssygemeldt. Det sidste år har hun været sat på prøve i forhold til at skulle acceptere sine begrænsninger, hvilket kan være svært, når man altid har set sig selv som ’den stærke’.

’’Jeg har altid set mig selv som en person, der har fået givet rigtig meget. Derfor har jeg også tænkt, at jeg skulle gøre en masse ting og være noget for andre.’’

Den stærke har også brug for en pause

Katrine er opvokset i Græsted i et kristent hjem. Hun føler sig privilegeret pga. sin gode og trygge opvækst, hvorfor hun altid har følt et ansvar for at være en discipel af Jesus samt en person, som gør en masse ting for de mennesker, som hun møder:

’’Vi har mange roller hos Gud. Jeg er både en discipel, der lærer af Jesus, men jeg er også Guds barn, og jeg er én, som Gud bruger til at handle. Alle aspekter er vigtige, men jeg har nok altid haft et stort fokus på rollen som den handlende – og har altid set mig selv som værende stærk og en person, som kan give meget. Derfor har jeg følt, at jeg bar et stort ansvar, men jeg tror, at Gud gerne vil lære mig, at jeg også gerne må være et barn – hvilket vil sige, at jeg gerne må være svag og finde hvile hos ham (Gud).’’.

Ifølge Katrine har stressen lært hende mange nye ting om hende selv og om Gud. Hun beskriver det som en læringsproces at acceptere sin identitet med de begrænsninger, som man nu engang er skabt med. F.eks. at være introvert og at have et behov for at samle energi og have ro omkring sig, hvilket kan være svært at give sig selv plads til i et samfund, hvor idealet er at have travlt, og hvor begreber som FOMO (fear of missing out) eksisterer. Katrine tror, at hun i en periode har forsøgt at være mere end det, som Gud har skabt hende til at være.

’’Hvis Gud gerne ville have, at jeg skulle gøre mere end det, som jeg kan, så havde han nok ikke skabt mig, som den jeg er.’’

Det har givet Katrine en tryghed at opdage, at hun selv er begrænset, men at Gud er ubegrænset.


Gud har en plan

Det har dog også sat Katrines tillid til Gud på prøve at opleve stress. Hun ønsker ikke at male et rosenrødt billede af situationen, idet hun også har været vred på Gud og utilfreds med sine omstændigheder. Hun kan p.t. ikke spille fodbold, som hun ellers er meget glad for, og hun har ikke det samme energiniveau, som hun plejede at have, inden hun fik stress.


Hun beskriver den indvendige ’kamp’ således, at hun har været nødsaget til at acceptere, at Guds plan for hende overgår hendes egne forestillingsevner. Ifølge Katrine har det gjort hende ydmyg at være syg, fordi hun derved har opdaget, at hun stadig har meget at lære, og at det ikke altid er hendes egen vej, der nødvendigvis er den rigtige.

’’Guds planer er større, end hvad jeg kan forestille mig, og jeg kan ikke altid se, hvad det er, som jeg har brug for.’’

I Bibelen står der da også flere steder, at man ikke skal bekymre sig. I Peters 1. brev kap. 5,7 står:

’’Kast al jeres bekymring på Gud, for han tager sig af jer.’’.

Har du følt, at du skuffede Gud ved ikke at leve op til budskabet i Bibelen om, at man ikke skal bekymre sig?

’’Jeg tror, at overdreven bekymring er en synd, for det udspringer af, at jeg prøver at 'være Gud' ved at have styr på og kunne forstå alt. Det bunder jo egentlig i en manglende tillid til Gud. Men jeg tror også, at vi har en nådig Gud, som giver os lov til at vokse og lære. Det kan nemlig blive et nyt krav, at man skal have en perfekt balance i livet og være bekymringsfri, men det tror jeg ikke, at vi bare kan beslutte os for. Dét at have tillid til Gud og kaste vores bekymringer på ham er noget, som vi skal vokse i hele livet. Heldigvis er jeg ikke kaldet til at være perfekt, for Jesus levede jo et perfekt liv for mig. Jeg vælger at stole på Gud og gøre mit bedste og søge hans tilgivelse, når jeg fejler, men samtidig erkender jeg, at jeg stadig har meget at lære.’’.

Budskabet om at man skal overgive sig til Guds plan, mener Katrine også gælder i forhold til, hvilket ansvar man tager overfor andre mennesker i forsøget på at være behjælpelig. Med andre ord tror hun på, at der er forskel på at hjælpe (hvilket er positivt) og på at tage ansvar på områder, som Gud i virkeligheden har ansvaret for.

Bekymring bliver nogle steder i Bibelen beskrevet, som værende noget godt. Da Paulus f.eks. følte ’bekymring for alle menighederne’, arbejdede han hårdt for at trøste og opmuntre dem. I den forbindelse kan man sige, at bekymringen motiverede ham til at give den nødvendige hjælp jf. Paulus 2. brev til Korintherne kap. 11, 28. Katrine tror dog, at hun selv nogle gange har ønsket nogle bestemte ting så meget for andre, at hun ikke har taget højde for, at de også er en del af Guds større plan:


’’Det er ikke fordi, man ikke skal hjælpe andre, men man bliver bare nødt til at indse, at der er nogle ting, som ikke er ens eget ansvar. Jeg har min mening, men Gud har også sin egen mening.’’.


Stadig meget at lære

Katrine er af den overbevisning, at vi som kristne mennesker lærer gennem hele livet. Hun tror, at man er på en form for ’rejse’ mod at ligne Jesus mere og mere, men at det, i dette liv, aldrig kan lykkes 100%. Det lyder umiddelbart som en hård pille at sluge, at man, som kristen, må acceptere, at troen ikke er en adgangsbillet til et fredeligt og problemfrit liv, men for Katrine er det også en del af selve præmissen for kristendommen: ''for mens vi (som kristne) kan se frem mod et fuldendt liv i himlen, så er vi ikke blevet lovet et perfekt liv her på jorden, blot fordi vi tror på Jesus.''. I Bibelen er der netop mange fortællinger om mennesker, der har givet deres liv til Gud, men alligevel kæmper med svære perioder i livet.

’’Jeg mener ikke, at det er bibelsk at sige, at bare fordi man er kristen, så får man et godt liv. Vi er ikke lovet, at der ikke sker svære ting. Jeg tror, at man igennem både de gode og svære ting kan lære Gud bedre at kende.’’

Men er der ikke et modsætningsforhold imellem at have ’fundet fred i sin tro’ og fortsat at opleve svære ting?

’’Jo, hvis man tænker på sin tro som et Netflix-abonnement: Hvis jeg får nok ud af det, kan jeg beholde det, og ellers må jeg opsige det. Men sådan ser jeg ikke på troen. Jeg tror, at Gud virkelig findes. Derfor finder jeg fred ved at tro på, at han også er der for mig, når jeg har det svært.’’.


Selvom Biblen ikke lover et problemfrit liv, oplever Katrine, at troen giver hende meget.

”For nogle er meningen med livet måske at leve så komfortabelt og smertefrit som muligt eller at udrette og opleve en masse ting, inden man dør. Og hvis der endelig sker noget svært, så skal man helst vende det til noget godt eller 'blive stærkere'. Sådan er det ikke for mig. Som kristen er meningen med mit liv at kende Gud, at vokse i tro og tillid til ham, at pege på Ham for andre og at nå hjem til himlen. Alle de ting kan stadig ske midt i lidelse - faktisk tror jeg, at lidelsen bringer mig nærmere Gud, fordi jeg indser, at jeg ikke selv kan være 'Gud' og klare alt. Jeg tror egentlig også, at jeg bedre kan pege på Gud og hans kærlighed og styrke, når jeg selv har 'sprækker' og er svag, men dog elsket og værdifuld. Så selvom det at være kristen ikke giver en garanti for et smertefrit liv, så giver det, for mig, en garanti for et liv med mening. Jeg kan ikke altid se meningen, men det kan Gud.''.


Ifølge Katrine er det netop bibelsk at acceptere, at livet på jorden har forskellige sæsoner – gode såvel som dårlige, og at Gud har en plan, selvom vi mennesker ikke altid kan finde meningen. I Prædikernes bog kap. 3, 1-5 står:


''Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

(...)

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.''.


Hvor nogle mennesker opdager, at de bliver nødt til at stramme sig an og arbejde hårdere for det liv, som de ønsker, er der andre, der har overpræsteret. Det kan være, at man har taget for meget ansvar, påtaget sig en rolle som man ikke kunne overskue, eller har forsøgt at gøre for mange ting på én gang. For Katrine har det været vigtigt at overgive kontrollen og ansvaret til den rette – til Gud.

’’Jeg har opdaget, at jeg gerne bare må være Guds barn – jeg behøver ikke at være Guds supermand.’’

957 visninger
  • Facebook Social Ikon

©2020 by Det som ikke ses. Proudly created with Wix.com