• Thea Lund Lillebæk

Om Kierkegaard: Angst er følgen af friheden til at vælge



Netop denne uge har ansøgere til diverse universiteter fået svar på, om de er kommet ind på deres ønskede studie. Studievalget kan være svært, da det, for mange, er det første definerende valg. For den danske filosof Søren Kierkegaard, som levede fra 1813 til 1855 er angst 'the dizziness of freedom', dvs. at angsten opstår ved friheden til at træffe valg. Valg som både kan vise sig at være rigtige eller forkerte.


Med angst mener Kierkegaard ikke den psykiske lidelse, men derimod eksistentiel angst. Denne adskiller sig fra frygt ved ikke at være rettet mod noget bestemt.


Da jeg forberedte dette indlæg tænkte jeg, at jeg ville skrive om enten at træffe et valg eller om angst. Det var inden, at jeg læste Kierkegaard, og det hurtigt gik op for mig, at det, for ham, er nært knyttet.


Jeg vil undersøge, hvordan angst og synd hænger sammen for Kierkegaard? Og om hans syn på angst stadig er relevant idag? Hvilken vej præsenterer Kierkegaard ud af angstens greb?


Uskyldighed er uvidenhed


Kierkegaard anser ikke angst for værende noget negativt. Angst er derimod en betingelse for at være menneske. Han mener ikke, at man skal ønske sig tilbage til en uskyldig tilstand, da han sætter uskyldighed lig uvidenhed:


“uskyldigheden er ikke en fuldkommenhed, man skal ønske tilbage; thi saasnart man ønsker den, er den tabt, og da er det en ny skyld at spilde tiden med ønsker.”.

Man kan sige, at bevægelsen fra den uskyldige tilstand til den syndige og angstfulde er det, der adskiller mennesker fra dyr. I uskyldigheden mener Kierkegaard at vi, som mennesker, ikke er bestemt af 'ånd', men derimod af vores naturlighed. Det stemmer også overens med 1. Mosebog, kap. 3, 5, hvor slangen (djævelen) svarer Eva på spørgsmålet omkring, hvad der sker, såfremt hun spiser af æblet i Edens have:


“Men Gud ved, at den dag, I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.”.


Eva kommer altså herved til at gå fra uskyldighed (og herunder uvidenhed) til en åndelig tilstand, hvor hun kan kende forskel på det gode og det onde.


Kierkegaards angst - fællesskabet og individet


Kierkegaard skelner mellem, at enhver er en del af en slægt og samtidig er et individ.


“Mennesket er individuum og som saadan paa eengang sig selv og hele slægten.”.


Kierkegaard behandler angsten i sammenhæng med syndefaldet. Synden kom ind i verden med Adam, hvilket havde den virkning, at den tidligere fuldkomne tilstand, som var i paradisets have, blev brudt. Derved kan det udledes, at Adams synd havde betydning for hele menneskeligheden: “Idet da synden kom ind i verden, fik dette betydning for hele skabningen.''.Typen af angst, der følger af synd, som har betydning for hele menneskeligheden betegner Kierkegaard 'Den objektive angst'. Synden har dog også betydning for hvert enkelt menneske: “som da Adam tabte uskyldigheden ved skylden, saaledes taber ethvert menneske den.”. Den angst, som er følgen af individuel synd, betegner Kierkegaard 'Den subjektive angst'.


Kierkegaard pointerer, at det er ens egen synd, der danner grundlag for den fortvivlelse, som man oplever: “at et menneske med dyb alvor kan sige, at han blev født i elendighed kan han først ret sørge derover, idet han selv bragte skylden ind i verden og drog alt dette over sig (...) den eneste, der uskyldigt sørgede over syndigheden, var Christus, men han sørgede ikke over den som den, der frit valgte at være verdens synd og lide dens straf.”. Med andre ord har hvert enkelt menneske ansvar for sin egen synd - og den angst og fortvivlelse, som denne medfører. Jesus, derimod, bar ansvaret for hele menneskelighedens synd.


Det fremgår herved, om Kierkegaards filosofi, at han mener, at vi (menneskeligheden) ikke er en del af en objektiv sandhed/etik, men at vi har en fri vilje, og at valgene vi træffer er vores eget ansvar. Netop derfor kaldes Kierkegaard 'Eksistentialismens fader'.


Den gode og den onde angst


Ifølge Kierkegaard er frihedens mulighed ikke det at kunne vælge imellem 'det gode' eller 'det onde'. Muligheden (og friheden) ligger i at kunne vælge, og det er det, som skaber angst. Det skyldes, at de valg man træffer i livet, selvsagt, ikke har en mærkat på, som hvis man handlede i supermarkedet, f.eks. X = den gode beslutning og Y = den dårlige beslutning, hvilket jo havde været en del nemmere. Problematikken opstår, når mennesket erfarer, at det faktisk kan gå galt. Man kan komme til at fejle, fordi man har friheden til det.


Det bliver lidt kompliceret nu, og det tog mig lang tid at forstå dette, men der er, ifølge Kierkegaard, forskel på det godes angst, som er angst for det onde, og det ondes angst, som er angst for det gode. Den gode angst - som er angsten for det onde - er angsten for at gentage noget ondt, som man har gjort tidligere. I denne angst går det op for mennesket, at vedkommende ikke er perfekt, men også kan fejle. Den onde angst - altså angsten for det gode - kaldes også 'dæmonisk angst'. Dette begreb er mere kompliceret. Man kan sige, at det er angsten for at blive tilgivet for sine synder og for at tilgive sig selv, fordi det strider imod den menneskelige forstand.


Opsummerende kan det statueres, at når det gode på den måde kommer for tæt på det ondes mulighed, er angsten et sundhedstegn - på samme måde, som feber er et tegn på kroppens naturlige forsvar mod en infektion. Angsten viser, at det er et valg af betydning, som skal træffes.


At træffe et valg og stå ved det - de tre stadier


Angst kan forstås lidt på samme måde som den modstand, man oplever, når man er nede og træne. Det gør ondt i kroppen, men den bliver stærkere efterfølgende. På samme måde ser Kierkegaard på angsten, som værende stærkest, når en person nærmer sig mødet med sig selv.


For Kierkegaard er den største fare at miste sig selv, hvilket han mener er en risiko, hvis man forsøger at undgå angst.


Én af de mulige løsninger, som man kan benytte sig af for at flygte fra sig selv (og herved dulme angsten) er ved at knytte sin identitet til jordiske ting. F.eks. kan man identificere sig med sin karriere, sin rolle som forælder/kæreste, sit udseende osv. Problemet ved dette, mener Kierkegaard, er, at man ender i et stadie af 'sickness of the spirit', hvilket betyder fortvivlelse grundet, at der opstår et tomrum indeni, da man ikke er autentisk overfor sig selv, fordi man hele tiden forsøger at undgå angstens ubehag.


Det minder meget om det, som buddhismen går ud på - altså at man ikke skal være knyttet til jordiske ting, hvis der skal opnås frelse. På samme måde problematiserer Kierkegaard også den tætte tilknytning, for hvad er et menneske så uden, eksempelvis, sit arbejde, hvis det er det, som dennes identitet er baseret på?


I Kierkegaards værk 'Enten - Eller', præsenterer han os for æstetikeren, som er en person, der lever i øjeblikke af sanselig nydelse. Æstetikeren dulmer kroppens advarselstegn (angsten) ved at have fokus på de overfladiske ting i livet, som giver øjeblikkelig nydelse. Man kan sige, at æstetikeren har et negativt frihedsbegreb, da han undgår at binde sig til noget som helst.


Kierkegaard sætter æstetikeren overfor etikeren. Etikeren er et menneske, der handler. Vedkommende vælger sig selv, hvilket man kan sige er ensbetydende med, at han vil sig selv - for det man vælger, er det man vil, og det er der en ro i. Etikeren har er positivt frihedsbegreb. Det vil sige, at der er visse regler, som han selv forpligter sig på. Dog er etikeren ikke det ultimative hos Kierkegaard. Etikeren træffer valg, men binder sig også til normer og til absolutismen (opfattelsen af, at der findes absolutte sandheder eller værdier).


I værket 'Frygt og Bæven' præsenterer Kierkegaard det sidste stadie, som er det religiøse. Han behandler i teksten vigtigheden af at træffe valg ved hjælp af tro. Den religiøse handler for sin egen skyld og ud fra sit gudsforhold. Der er derfor, ifølge Kierkegaard, tale om en individuel etik. Den religiøse tør tro på det absurde. Kierkegaard bruger den bibelske historie om Abrahams ofring af Isak, som findes i 1. Mosebog kap. 22, i et uddrag af beretningen står (vers 1-3):


“Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham, du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.«”.


Det særlige ved buddet om ofringen er, at Abraham må bære på byrden ved ikke at kunne fortælle om det til nogen. Abraham stoler alene på Guds vilje for ham. På den måde tør han tro på det absurde. Han håbede og troede på, at han ville få Isak tilbage. Det religiøse stadie går, med andre ord, ud på at stole på Guds planer for én og at turde handle i fuld tillid dertil, selv når det ser sort ud.


På den måde tør man, ud fra Kierkegaards filosofi, træffe valg for sig selv, hvilket i sidste ende betyder, at man ikke mister sig selv eller bliver overvældet af angst ved svimmelheden over alle mulighederne foran sig.


Tilgivelse som udvej fra angstens greb


Mange af Kierkegaards pointer virker måske basale idag, selvom de var banebrydende for hans tid. Det kan udledes at hovedpointerne er, at; 1. Angst er en betingelse for at være menneske, 2. Angst bliver til fortvivlelse, hvis man forsøger at flygte fra den, 3. Man må imødekomme angsten i forsøget på at 'finde sig selv' og 4. For at opdage hvem selvet er, kræver det, at man tør træffe individuelle valg.


I dag vil mange realisere sig selv på forskellig vis. Man kan fristes til at knytte sin identitet op på sine omstændigheder, f.eks: jeg er medicinstuderende, jeg studerer historie eller jeg er personen, som ikke kom ind på min 1. prioritet, men ifølge Kierkegaard giver det ikke mening at se så snævert på selvet. Kierkegaard ville sige, at du er mere end markørerne - du skal finde frem til, hvem du selv er, og hvad du selv gerne vil.


Han anser tilgivelse for værende essentielt, når det kommer til at give slip på den eksistentielle angst. Man må erkende, at man er fejlbarlig, og at andre også er det. Ting kan gå galt. Man kan blive afvist eller gøre noget dumt og måske ligefremt ondt mod andre mennesker. Det er realiteten, at det vil ske. Kierkegaard mener, at:


“Tilgivelse er Tilgivelse; Din Tilgivelse er Din Tilgivelse; Din Tilgivelse til en Anden er Din egen Tilgivelse; den Tilgivelse, Du giver, den faaer Du.”.


I tilgivelsen bliver der skabt rum til selvet, og der skabes rum til andre.

For mig personligt giver det en følelse af rodfæstethed og selvværd at se på min indentitet således - at jeg er en del af en større plan, men at jeg også har et frit valg og et ansvar for mit liv. Jeg tror på, at jeg er skabt til at være langt mere end, hvad jeg laver, eller hvor meget succes jeg kan opnå. Det gør det også lettere at tage valg og stå ved dem, men samtidig at kunne skifte kurs, såfremt det alligevel ikke går. Jeg synes egentlig at budskabet om, at man skal tilgive sig selv for sin synd er noget af det sværeste, men jo også helt essentielt. I Matthæusevangeliet, kap 6, 12 står (del af bønnen Fadervor):


“og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”.


I sidste ende kan man vel ikke gøre andet end sit bedste. Nogle dage handler det måske også bare om at sige netop det til sig selv, selvom det kan være svært at tro på. Angsten vil nok alligevel være der, men det er vel egentlig også helt okay.

Websteder:



Bøger:


  • 'Begrebet Angest', Søren Kierkegaard, 1844


Podcast:


  • 'Philosophize This!' Episode #079 'Kierkegaard on Anxiety'

107 visninger
  • Facebook Social Ikon

©2020 by Det som ikke ses. Proudly created with Wix.com