• Thea Lund Lillebæk

Sex før ægteskabet 1. del – Et opgør med Purity Culture



Når jeg fortæller, at jeg er kristen, er det første spørgsmål, jeg får stillet, i 9/10 tilfælde: ’’Må du så ikke have sex før ægteskabet?’’. Det er et spørgsmål, som jeg har fået, siden jeg var omkring 12-13 år gammel. Det er ikke kun mine venner, der har spurgt, men også fjernere bekendte. Et meget personligt spørgsmål, som jeg aldrig rigtig har vidst, hvad jeg skulle svare til. Jeg har måske mest haft lyst til at respondere med: ’’For hvem mener du? – for Gud eller for kirkesamfundet?’’. Én ting er den bibelske diskussion om sex før ægteskabet. Flere steder i Bibelen fremhæves sex i kærlighedsforhold som smukt og en gave fra Gud, særlig kendt er Højsangen fra Det Gamle Testamente. Der er også bibelsteder, som gør det klart, at der findes seksuel synd. Eksempelvis Johannesevangeliet kap. 8, hvor Jesus møder en kvinde, der har begået ægteskabsbrud. Han tilgiver hendes synd, men siger alligevel (vers 11):

’’Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.’’.

Jesus anerkender altså, at ægteskabsbruddet, som er begået, er en synd.

Noget andet er, at der findes en kultur omkring jomfruelighed kaldet ’Purity Culture’, som er særligt tilstedeværende i USA hos den evangelikalske kirke. Denne influerer en bestemt diskurs i kirken, når det kommer til, hvordan man taler om sex. (Diskurs: en social ramme der definerer, hvad der kan siges om et givet emne).

I dette indlæg vil jeg undersøge, hvordan Purity Culture er opstået, og hvilken indflydelse kulturen har, set fra et fugleperspektiv. Om to uger kommer jeg til at dele opfølgeren hertil, hvor jeg vil se på kulturen med mere subjektive briller.

Indlægget er ikke ment som en konstatering af, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at vente med sex til ægteskabet. Jeg forholder mig ikke direkte til de skriftsteder i Bibelen, der nævner noget omkring sex. Derimod er formålet at se nærmere på en farlig evangelikalsk subkultur, hvor man tager renhed og jomfruelighed til ekstremer.

Hvordan påvirker Purity Culture én psykisk? Og hvilke feministiske problemstillinger skaber det, at man taler om sex med en så absolut diskurs?

Bevægelsens opståen og aktører

Først en generel introduktion til begrebet Purity Culture oversat ’Renhedskultur’.

Det er en evangelikalsk bevægelse, som prædiker afholdenhed fra sex før ægteskabet. Inden for subkulturen refereres der ofte til bibelstedet; 1. Thessalonikerbrev, kap. 4, 3-6:

’’For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud.’’.

Men hvordan startede det hele så? Linda Kay Klein, der selv er kristen, udgav i 2018, det anmelderroste værk ’Pure’, som er en feministisk kritik af Purity Culture. I bogen analyserer hun bevægelsen ved brug af diverse sociologiske og psykologiske undersøgelser samt interviews med hendes egne barndomsvenner fra såkaldte ’Youth Groups’, dvs. grupper af unge kristne, der tilhører samme menighed.

Nedenfor gennemgår jeg den chokerende, historiske baggrund, der danner grundlag for Purity Culture, som vi kender den idag.

Ifølge Linda Kay Klein skal man tage udgangspunkt i den seksuelle revolution i 1960’erne i USA:

’’After the sexual revolution, Americans were scared. AIDS was killing people by the thousands, there were growing concern about other sexually transmitted infections (STIs), and many conservatives believed a return to traditional values, including chastity (kyskhed), was the only solution.’’.

Da Ronald Reagan blev præsident (1981-1989), begyndte man at give statsstøtte til ’abstinence-only-until-marriage-education’, dvs. seksualundervisning i afholdenhed fra sex før ægteskabet (med ’The Adolescence Family Life Act’). Og staten øgede støtten til endnu et program under Bill Clinton (1993-2001): ’The Title V ’ ('abstinence-only-until-marriage program’) fra 1998-nu.

Siden år 1981 er over $2 mia. statsstøtte(!) gået til afholdenhedsprogrammer i USA ifølge SIEUS (’Sexuallity Information and Education Council of the United States’), og med førnævnte program, som Bill Clinton øgede støtten til (Programmet kaldet: ’Title V’), er der endda indsat en regel om, at støtten gradvist skal forøges. Alene i år 2017 blev der brugt $90 mio. Alle stater, med undtagelse af Californien, har modtaget støtte til afholdenhedsundervisning.

I 1993 forsøgte den internationale kristne gruppe ’True Love Waits’ at få tildelt penge fra staten til deres kampagner. De samlede eksempelvis 211.156 unge mennesker i et indkøbscenter, og fik dem til at underskrive en ’renhedspagt’, som sagde, at underskriveren ville afholde sig fra at have sex før ægteskabet. Efterfølgende blev 150 af aktivisterne, der deltog i aktionen, inviteret til et særligt møde med Bill Clinton (’Youth for Christ’s DC’94’). Derudover begyndte en anden evangelikalsk gruppe ved navn ’Silver Ring Thing’ at producere bibler, som indeholdt op til 60 sider, udover det bibelske materiale, omhandlende afholdenhedsundervisning, eksempelvis vedrørende datingtips mm. Et sidste essentielt eksempel på en historisk aktør der formede subkulturen, som jeg vil komme med i denne omgang, er den amerikanske forfatter og tidligere præst Joshua Harris, der med bogen ’I Kissed Dating Goodbye’ fra 1997 formede en hel generation af unge kristnes seksualliv (og kærlighedsliv). Joshua har i dag taget afstand fra Purity Culture og undskyldt for de budskaber, som han tidligere har prædiket. I dag anser han ikke sig selv, som værende kristen.

Det var med ovennævnte økonomiske bidrag, at forretningsgrundlaget for ’renhedsringe’ (purity-rings), anden merchandise, datingguides, bøger, film, mv. blev skabt.

Ifølge præsten Doug Pagitt, tog evangelisterne imod statsstøtten, da de ikke ellers vidste, hvordan de skulle snakke om sex i kirken:

’’When it came to sex, churches had gotten quiet. We wanted resources. We needed resources. So when someone made them, we used them.’’.

Så overraskende nok? (måske ikke) handler dannelsen af Purity Culture bl.a. om penge – og om den historiske kontekst.

’Os’ mod ’dem’

Man kan sige, at Purity Culture taler ind i en større fortælling om ’os’ mod ’dem’ i kirken. Der er gruppen, som er på den ’positive’ side af binæren. Menneskene i denne gruppe kan siges at have adgang til Gud, himmelen og fællesskabet. De lever det ’lykkelige liv’. Så er der de, som er på den ’negative’ side. Om dem kan det siges, at de er isoleret fra Gud, ensomme og på vej mod helvede.

Det burde jo egentlig være gennem en persons individuelle overbevisning, at man kan henføre vedkommende til enten den negative eller positive side. Problematikken er, at det forvirrer os mennesker, når vi ikke ved, hvor vi skal placere folk. Vi kan ikke se andres indre tro. Så hvis man skal have adgang til at teste, om en person virkelig er kristen, ifølge Purity Culture, er der brug for et fysisk mærkat, eksempelvis en renhedsring (purity-ring).

Et andet problem er, at sex, inden for kirken, er blevet en markør for, hvor tæt et forhold man har til Gud. Ofte høres unge ledere og præster tale om, at de er blevet frelst fra eksempelvis en afhængighed af porno. Særligt for evangelister, der tror på, at man kan blive genfødt som kristen, har det stor betydning.

Linda Kay Klein beskriver det således:

The purity message is not about sex. Rather, it is about us: who we are, who we are expected to be, and who it is said we will become if we fail to meet those expectations. This is the language of shame.’’.

Når et menneske hører et budskab, som har en udskammende undertone, er det klart, at de tydeligste er dem, som er nemmest at opfatte. Der er meget lille sandsynlighed for, at man opfanger udskammende budskaber, som ikke skader en selv, selvom de skader andre. For eksempel er der ikke så stor chance for, at en heteroseksuel person hører det udskammende budskab i en negativ udtalelse, som er rettet mod en homoseksuel. Hvorimod en Queer-person formentlig ville bide mærke i det.

Opsummerende handler problematikken om privilegieblindhed. Dertil har Purity Culture også noget at gøre med et behov for at sætte folk i bås: Er du med os eller mod os?

Forøget risiko for seksuel skam

Men hvad betyder alt dette så for de mennesker, som faktisk lever i Purity Culture? Og med det spørgsmål mener jeg ikke kun amerikanere, der er opvokset med abstinence-only-undervisning. Jeg tænker også på de kristne i Danmark, der har oplevet, at budskaber fra Purity Culture har farvet, hvordan man taler om sex i kirken (eller ikke taler om det).

Et amerikansk studie kaldet ’The National Longitudinal Study of Adolescent Health’ har vist at voksne, som er opvokset i en evangelikalsk kirke, har større risiko (sammenlignet med voksne fra samme generation opvokset uden for kirken) for at være af den overbevisning, at hvis de har et aktivt seksuelt liv, skuffer de deres forældre og mister respekten fra deres partner. Samme gruppe er også de, der er mindst sandsynlige til at forvente, at sex kan være rart og mest sandsynlige til at tro, at det at have sex, vil få dem til at føle sig skyldige.

Når man sammenligner de mest religiøse testgrupper med de mindst religiøse, viser det sig, at sandsynligheden for at føle seksuel skam er ca. 30% højere for de mest religiøse grupper (sammenlignet med de mindst religiøse). Derudover har køn også meget at sige. Kvinder har nemlig hele 92%(!) større risiko for at opleve seksuel skam end mænd.

Nyere undersøgelser, foretaget på grupper af Baptister, Katolikker og Syvende Dags Adventister viser, at der kun er en meget lille videnskabelig indikation på, at undervisning i afholdenhed fra sex før ægteskabet, jomfruelighedspagter og andre praksisser forbundet med Purity Culture, faktisk virker. De, som er seksuelt aktive og har haft undervisning i afholdenhed fra sex og kristne, som har en stærk overbevisning om, at Bibelen skal læses ude af kontekst viser, ifølge studiet, en markant højere følelse af skyld efter sex. Dette gælder særligt for kvinder. Det medfører seksuel angst, lavere sexlyst og mindre nydelse. Ydermere viser undersøgelser, at skammen og skylden ikke forsvinder med tiden, men forbliver den samme.

Linda Kay Klein sammenfatter resultaterne af undersøgelserne i sin bog ’Pure’:

’’To summeraze, first, the researchers are finding that purity teachings do not meaningfully delay sex. Second, they are finding that they do increase shame, especially among females.’’.

Måden vi taler om ting på, er ikke uden konsekvenser. Ej heller er det, som vi underviser unge mennesker i. Næste indlæg kommer til at fokusere endnu mere på det psykologiske aspekt. Jeg vil komme nærmere ind på, hvordan renhedsbudskaberne påvirker individet, og hvordan der gøres op hermed ved brug af en feministisk agenda. Så læs med om 2 uger.


Bøger:

  • 'Pure', Linda Kay Klein, 2018

  • 'Forbidden fruit: Sex & Religion in the Lives of American teenagers', Oxford University Press, 2007

  • 'Virgin Nation: Sexual Purity and American Adolescence' (New York: Oxford University Press, 2015)


Youtube:

135 visninger
  • Facebook Social Ikon

©2020 by Det som ikke ses. Proudly created with Wix.com