Sex før ægteskabet 2. del – Kirken og kønsroller
I sidste blogindlæg talte jeg om, hvordan subkulturen, kaldet Purity Culture, påvirker diskursen omkring sex. Jeg kom ind på, at kulturens opståen har den logiske årsag at den, i historisk sammenhæng, er et modsvar til den seksuelle revolution.
Personligt mener jeg, at der er mange giftige træk i både Purity Culture, som den ene ekstrem, men også i pornokulturen, som den anden ekstrem. I dette indlæg vil jeg nærmere undersøge, hvordan Purity Culture influerer udover ved afholdenhedsundervisning. Dertil vil jeg kigge nærmere på forskellen på skyld og skam.
Skyld vs. skam
Uddannet socialrådgiver og professor Brené Brown, som selv er en del af den Episkopale kirke, har studeret skrøbelighed og skam i en årrække. Hun er gennem sin research kommet frem til, at når man bliver bange for at være ’vulnerable’, oversat til skrøbelig, så handler man som menneske (eller organisation) på en bestemt måde. Hun nævner følgende handlemønstre:
1.) vi bedøver smerten, 2.) vi gør alle vores overbevisninger, som er usikre for sikre (samtalen forsvinder), 3.) vi perfektionerer, 4.) vi foregiver, at det vi gør/siger ikke har indflydelse på andre mennesker.
Ser vi på anden komponent ''vi gør alle vores overbevisninger, som er usikre for sikre'', har dette karakter af absolutisme (en lære inden for religion og filosofi, der hævder, at der findes absolutte ubetingede sandheder) – jeg har ret, og du tager fejl. Alle mennesker kan komme til at tage denne position, da det er en naturlig menneskelig reaktion på faren for at blive ekskluderet fra et fællesskab. Dog er det bekymrende, idet der er en risiko for, at denne retning afføder skam. Brené Brown beskriver skam således:
’’Shame is the intensely painful feeling or experience of believing that we are flawed and therefore unworthy of love and belonging.’’.
Jeg har længe interesseret mig for retningen socialkonstruktivisme, som er modsætningen til absolutisme (socialkonstruktivisme: en opfattelse af at virkeligheden er en social konstruktion). I netop dette indlæg er socialkonstruktivismen relevant at se på, fordi jeg undersøger, hvordan vores sociale og kulturelle rammer påvirker vores seksuelle identitet, samt vores kønsindentitet.
Jeg opdagede den filosofiske retning, da jeg i gymnasiet skrev opgave om transkønnedes psykiske helbred, som statistisk set er markant dårligere end cis-kønnedes (større risiko for depression og højere selvmordsrate).
Jeg tror, at interessen kommer fra min tro. I kristendommen har jeg lært, at mennesker er lige meget værd, og at det vigtigste af alt er kærlighed. Jeg synes derfor, at det er vigtigt at differentiere mellem begreberne skyld og skam. Ifølge Brené Brown er skyld udviklende og hjælpsomt, da det retter sig mod noget bestemt, som vi har gjort, eller noget som vi har fejlet at gøre, der går imod vores værdier. Derimod mener hun ikke, at skam er hverken hjælpsomt eller konstruktivt. Som nævnt ovenfor, ser Brené Brown på skam som frygten for at miste forbindelsen til andre mennesker pga. hvem man er (ens identitet).
Jeg vil komme med nogle eksempler for at konkretisere det hele lidt mere. Disse knytter sig til hvordan vores kulturelle og sociale rammer påvirker vores identitet. Derudover repræsenterer eksemplerne også forskellen på skyld og skam.
Man kan føle sig skyldig over at have sex før ægteskabet, fordi det strider mod ens egne værdier, og hvad der føles rigtigt for én selv. Derimod vil skam, for nogle, være hvis man eksempelvis er oplært med det, som Linda Kay Klein i bogen ’Pure’ kalder ’object lessons’, dvs. undervisning, hvor mennesker bliver sammenlignet med objekter. F.eks. kan det være, hvis en underviser limer to papirer sammen og river dem fra hinanden som et symbol på, hvad der sker, hvis man har sex før ægteskabet. Du bliver ødelagt – din identiet bliver ødelagt og derved også din følelse af at fortjene kærlighed og et tilhørsforhold til andre mennesker.
På den måde kan der drages en parallel mellem det sprog/de billeder, vi bruger og den identitet, vi udvikler - og om identiteten er knyttet op på skam.
For mig stemmer det i virkeligheden godt overens med Martin Luthers syn på synd, som jeg også gennemgik i indlægget ’Skal man gøre sig fortjent til Guds kærlighed?’. Martin Luthers tanker reformerede, hvordan vi i Europa tænker om tro og gerninger. Ifølge Luther er frelsen ikke afhængig af, hvad vi selv gør. Mennesket frelses derimod ved troen på Gud. Derved bliver bevæggrundlaget for ens religiøse handlinger ikke, jeg gør x-handling for at opnå x-gave fra Gud, men den personlige tro kommer først, og det er ved at tro, at vi gør gode gerninger/ ikke synder.
For nogle kan problemstillingen omkring sex før ægteskabet måske komme til at handle om, at ens gerninger (om man har sex før ægteskabet eller ej) knytter sig tæt sammen med den identiet, som man forestiller sig, at man har hos Gud. Dette ser jeg som et udtryk for skam. Derimod kan man også se på spørgsmålet omkring, hvorvidt man bør have sex før ægteskabet på den måde, at det kommer an på, om man føler, at det er Guds ønske for én (troen kommer før gerningerne). På den måde vil man føle skyld ved at gå mod sine egne værdier ved alligevel at gøre det (have sex før ægteskabet), hvis det ikke føles rigtigt. Det svære bliver dog at mærke efter, om det er Guds vilje, om man skal vente med sex/ ikke vente - eller samfundets vilje.
Komplementarisme og den binære kønsforståelse
Jeg vil skifte spor til noget, der hænger mere indirekte sammen med Purity Culture og skam. Linda Kay Klein undersøger i sit værk ’Pure’, hvilken indflydelse komplementarisme og den binære kønsforståelse har på vores seksualitet og risiko for at udvikle skam.
Begrebet komplementarisme kommer af det kvantemekaniske princip ’komplementaritet’, der stammer fra Niels Bohr. Princippet går kortfattet ud på, at fysiske elementers nøjagtige angivelse gensidigt udelukker hinanden, men disse er også samtidig gensidigt afhængige af hinanden for at give en fuldstændig beskrivelse af et fænomen. Det bliver meget teoretisk, men det giver god mening, når man drager paralleller til kønsteorien og teologien.
Fysikeren Abraham Pais udvidede nemlig begrebet til at række udover fysikken. Inden for teologien er komplementarismen en forståelse, i kristendommen, jødedommen og Islam, som går ud på, at mænd og kvinder har forskellige, men dog komplimentære roller og ansvarsområder, når det kommer til ægteskab, familieliv og religiøst lederskab. Man kan også beskrive det som opfattelsen af, at vi har ’gender-specific-roles’, der ikke rækker længere end til det binære kønsbillede dvs. mand/kvinde. Generelt tildeler komplementarismen manden en dominerende rolle og kvinden en mere submissiv/underlegen rolle. Denne overbevisning knytter sig til absolutismen. Hvorimod man, i den modsatte lejr - inden for socialkonstruktivismen, ser på køn som værende noget socialt og kulturelt konstrueret.
Studiet ’The Process of Recovery and Rebuilding Among Abused Woman in the Conservative Evangelical Subculture’ viser, at kvinder, der er opvokset i en konservativ evangelikalsk kirke, oplever problemer med at overkomme misbrug i parforhold. De som har sværest ved at ’komme videre’ er dem, som er opdraget i en kirke, der har haft stort fokus på traditionelle kønsroller (altså undervisning i komplementarisme). Samtidig viser studiet også, at kvinderne, som formår at skabe et nyt spirituelt liv og opnå en fornyet relation til Gud også oplever størst fremgang i deres heling - netop gennem deres tro. Forfatterne til studiet forklarer:
’’The women’s faith functioned as a meaning-making framework that could either engender shame and guilt or inspire hope and empower transformative change. The church functioned as an extended family system that could minimize, deny, and enable abuse or provide much-needed social support, spiritual encouragement, and practical assistance.’’.
Det kan herved udledes, at kirken på den ene side har en position, hvorved denne kan komme til at katalysere skam ved den undervisning/de budskaber, som der prædikes, eller på den anden side være en kilde for genopbyggelse af selvværd.
Mennesker er ikke robotter
Linda Kay Klein nævner flere gange i sin bog, at det er et problem, hvis vi lærer, at noget bestemt er dårligt over en længere periode, da vi, som mennesker, ikke kan omstille vores tankegang fra den ene dag til den anden. Vi er måske ikke helt så omstillingsparate, som vi skriver, at vi er i vores job-ansøgninger. Derfor oplever nogle (men ikke alle) mindre seksuel nydelse, når de pludselig ’gerne’ må have sex i ægteskabet, da sex pludselig går fra at være noget dårligt til at være noget godt. Dette gennemgik jeg en del statistik på i det seneste blogindlæg, men lad os alligevel lige inddrage endnu en undersøgelse.
I 2018 blev der publiceret et nyt studie kaldet: ’Developing a Measure of Purity Culture: Sexual Messages in Evangelical Christian Culture’ af Amanda M. Ortiz ved Biola Universitet. Studiets formål var at benytte en model fra 2002, som siger noget omkring seksuel identitet og udvikling, på nogle testpersoner for at undersøge, hvordan man bliver påvirket af Purity Culture. Studiet kom frem til, at Purity Culture indeholder en række budskaber, bl.a.:
1.) en seksuel dobbelt standard, 2.) kvinder som seksuelle dørvogtere ’gatekeepers’, 3.) opfattelsen af at mænd ikke kan styre sine lyster, 4.) en ’alt eller intet’-mentalitet.
Disse budskaber kan selvfølgelig være mere eller mindre presserende alt efter i hvor høj grad, man underviser i afholdenhed og Purity Culture-budskaber.
I dag benytter man sig, i forskningen, af skalaen PCBS (Purity Culture Beliefs Scale), som måler i hvilken grad et individ er påvirket af Purity Culture, når det kommer til skam og skyld, kønsroller og idealisering. Både inden for sociologien og psykologien er der over de seneste år, kommet et øget fokus på indflydelsen fra Purity Culture.
Hvad går kritikken af Purity Culture ud på?
Det skinner formentlig igennem i dette blogindlæg, at kritikken af Purity Culture primært går ud på, at det er problematisk at have en meget sort/hvid forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. I hvert fald hvis man siger, at det er noget, som gælder for alle mennesker. Har man et andet (mere konservativt) syn på tingene, vil man nok sige, at dette meget individualistiske fokus er for ukonkret. I min opgave i gymnasiet omkring transkønnedes mentale helbred brugte jeg et citat fra queer-teoretikeren Judith Butler:
’’It's my view that gender is culturally formed, but it's also a domain of agency or freedom and that it is most important to resist the violence that is imposed by ideal gender norms, especially against those who are gender different, who are nonconforming in their gender presentation.’’.
For nogle feminister er socialkonstruktivisme altså et standpunkt, mere end det er en overbevisning.
Hvem gør oprør?
Som gennemgået her rækker Purity Culture langt ud over fænomenet 'afholdenhedsundervisning'. Der er nemlig mange andre begreber (eksempelvis komplementarisme), som kan anknyttes subkulturen. På den måde er kulturen langt større og mere indflydelsesrig, end man måske først kunne antage.
Opgøret med Purity Culture er primært et opgør med skam - og det er et feministisk opgør. Dette tager form i en kritik af ’alt eller intet’-mentaliteten, som jeg også nogle gange refererer til som absolutismen. En lang række fremtrædende aktører inden for den evangelikalske kirke (særligt i USA) har over de seneste år kritiseret subkulturen offentligt via. blogindlæg, litteratur og oplæg. En stor del af disse mennesker er stadig kristne den dag i dag, selvom de ikke er enige i alle de overbevisninger, som de er blevet opdraget med.
Om skrøbelighed har Brené Brown udtalt:
“Vulnerability is the birthplace of love, belonging, joy, courage, empathy, and creativity. It is the source of hope, empathy, accountability, and authenticity. If we want greater clarity in our purpose or deeper and more meaningful spiritual lives, vulnerability is the path.”.
Som nævnt ovenfor har kirken (og troen) både potentiale som værende opbyggende og nedbrydende for individet. Jeg tror på at dialog og åbenhed er det, der bygger kirken op. Dette stemmer også overens med Brené Browns syn på skrøbelighed. At dette er fødestedet for kærlighed, empati, kreativitet og mange andre gode ting.
Jeg tager her et meget individualistisk og postmodernistisk standpunkt (postmodernisme: kritikken af at der findes højere sandhed, som har gyldighed uden at blive erkendt gennem individet) ift. tro, køn og seksualitet. Det kan være jeg ændrer holdning om nogle år. Det kan også være, at jeg ikke gør. Jeg synes det har været interessant at udfordre mig selv og se nærmere på dette kontroversielle emne. Jeg håber også, at det har været spændende læsning.
Bøger:
'Pure', Linda Kay Klein, 2018
Videnskabelige artikler:
’Developing a Measure of Purity Culture: Sexual Messages in Evangelical Christian Culture’ - Amanda M. Ortiz ved Biola Universitet, 2018
’The Process of Recovery and Rebuilding Among Abused Woman in the Conservative Evangelical Subculture’, Norman Giesbrecht & Irene Sevcik, publiceret i 'Journal of Family Violence', 2000
Websteder: