Skal man gøre sig fortjent til Guds kærlighed?
Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg mener det vil sige at føle kærlighed fra Gud, så tænker jeg personligt på det, som en følelse af at have kærlighed til livet (at være glad for at være i live) – samt kærligheden til andre mennesker (som man møder gennem livet), men det er ikke alle, der har det på den måde.
I Bibelen er der mange skriftsteder, som omhandler Guds kærlighed til os mennesker. Heriblandt kan nævnes følgende;
Johannesevangeliet, kap. 3, 16: ’’Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.’’. Paulus brev til Galaterne, kap. 5, 22: ’’Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed og trofasthed.’’. Johannesevangeliet kap. 6, 37: ’’Jesus sagde: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.’’. Johannesevangeliet, kap. 15, 12: ’’Dette er mit bud, at i skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.’’. Petersbrev kap. 5, 7: ’’Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer.’’. Johannesevangeliet, kap. 4, 16:
’’Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.’’.
Men skal man gøre sig fortjent til Guds kærlighed? Det vil jeg undersøge i dette indlæg, som bliver det første i serien ’at være kristen og uperfekt’.
Hvad er kærlighed?
Som nogle måske kan huske fra indlægget: ’Har Gud en kønsidentitet i Bibelen?’, findes der hele 6 ord for kærlighed på græsk; Eros (den erotiske kærlighed mellem part), Philia (kærlighed blandt venner), Ludus (følelsen af at være forelsket), Agape (kærligheden til Gud), Pragma (langvarig kærlighed) og Philautia (kærlighed til selvet). Hvis man slår ordet kærlighed op på ordnet.dk, lyder definitionen som følger;
en meget stærk følelse af ømhed og hengivenhed over for et levende væsen, man holder meget af.
I 1. Korinderbrev kap. 13, 4, står: ’’Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.’’, og i 1. Korinderbrev 13, 7: ’’Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.’’.
Kærlighed er et abstrakt begreb. I Bibelen bliver vi præsenteret for de måder, som Gud elsker os mennesker på. Den type af kærlighed, som vi mødes med i Bibelen, kan ikke begrænses til en bestemt og snæver form, men må forstås bredere. Det er en kærlighed, som Gud både kommunikerer gennem opofrelsen af sin egen søn, Jesus Kristus, men den kommer også til udtryk ved, at der i Bibelen står, at Gud elsker os som sine egne børn. På et mere abstrakt plan står det skrevet i Bibelen, at vi (mennesker) er skabt i Guds billede, hvilket underforstået betyder, at vi er skabt i kærlighed - da Gud jo er kærlighed jf. ovenstående bibelsted (Johannesevangeliet, kap. 4, 16).
Elsket fra begyndelsen
Som den danske livsfilosof og digter Jakob Knudsen engang sagde, er kærlighed stedet, hvor ’selv møder selv’, men måske kan det også være stedet, hvor ’selv møder Gud’. Ifølge Søren Kirkegaard brydes menneskets almindelige slingrekurs, når kærligheden dukker op i livet. Man får en ny målrettethed og et nyt fokus på den, man elsker, men ifølge Platon kan lidenskaben kanaliseres i en kosmisk retning, hvor man forstår, at kærlighed blot er begyndelsen til en begærbevægelse i retning af det højeste skønne – nemlig, ifølge Platon, et menneskeligt fællesskabs fundament.
Det lyder måske lidt kringlet, men hvis man antager det omvendte synspunkt (dvs. at mennesket ikke kigger mod Gud, men at Gud kigger mod mennesket) kan man sige, at Guds kærlighed er målrettet os mennesker, og at denne kærlighed kanaliseres i Guds ønske om tilstedeværelsen af et åndeligt fællesskab mennesker iblandt. Ved at bruge Jakobs Knudsens analogi, kan man sige, at kærligheden er det sted, hvor ’Gud møder selv' (’selv’ forstået som os mennesker)’.
Efter Gud havde skabt jorden, dyr, planter og det første menneske, står der i 1. Mosebog, kap. 1, 31:
’’Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.’’.
Gud syntes altså, at mennesket i sin substans var godt. Som allerede gennemgået i indlægget ’Hvad betød det, at Eva spiste af æblet?’, blev Eva fristet udefra (af djævelen) til at spise af æblet, hvilket var katalysator for arvesynden, som Jesus skulle gøre op med. Jesus skulle altså sætte en stopper for, at mennesket kunne nedarve synd (og ikke kun synde ved egne handlinger). Mennesket blev derved – som følge af Jesu korsfæstelse og opstandelse – gjort ’rent’, så at sige, fra synd. Man kan også kalde det, at mennesket blev sat fri.
Jeg er herved født, som Kanye West udtrykker det, ’Pure as water, like a newborn daughter’, på sangen ’Water’ fra albummet ’Jesus Is King’. Et rent, elsket og uskyldigt barn, men mister jeg Guds kærlighed, hvis jeg synder mod ham?
Nådens budskab
I 1500-tallet levede mennesker i et konstant spændingsfelt mellem ’det gode og det onde’ og ’Gud og Djævel’. Mennesker opfattede på den tid kristendommen således, at deres egne gerninger var sat over troen på Gud, mens man, ifølge reformationens teologer, satte troen på Gud over egne gerninger. Martin Luther var en munk og teolog, som med sine nye tanker om kristendom startede reformationen (en historisk periode omkring 1500-tallet), der, som bevægelse, var årsag til at den vestlige kirke blev delt i en katolsk- og en protestantisk del (som omfatter den evangelisk-lutherske, den evangelisk-reformerte og den anabaptistiske kirke - samt et utal af andre undergrupperinger). Den danske folkekirke er protestantisk og mere specifikt evangelisk-luthersk (hvilket betyder, at man tror på Evangeliet som Guds betingelsesløse tilgivelse, der gives til alle mennesker på grund af Jesu lidelse, død og opstandelse). Efter reformationen troede man – på trods af de nye idéer inden for kristendommen – stadig, til en vis grad på, at Gud kunne straffe med krig, misvækst eller sygdom, hvis mennesker opførte sig syndigt (samtidig med at han kunne belønne ved at give fred, sikre en god høst eller gøre mennesker raske), men fra midten af 1700-tallet opblomstrede en ny opfattelse, der tog afstand fra Guds- og Djævelens direkte indgreb i denne verden. Personlig omvendelse blev i stedet centrummet for tro.
En af de vigtige forskelle mellem den gamle romerkirke og Luthers ny teologi var, hvordan man forstod de to begreber; tro og gerninger. Luther mente, at gode gerninger kom af sig selv, når man havde fundet troen. Det vigtigste spørgsmål for Martin Luther var, ’Hvordan finder jeg en nådig Gud?’. Nåde betyder, at man får noget uden at gøre sig fortjent til det (f.eks. Guds kærlighed). Ved at læse Paulus kom Luther frem til, at frelsen ikke kan være afhængig af, hvad mennesket selv gør. Han mente, at mennesket ’’retfærdiggøres af tro alene, ikke ved gerninger’’. Med andre ord kan mennesket ikke frelse sig selv ved at gøre sig fortjent til nogen belønning fra Gud.
I Paulus brev til Romerne kap. 3, 24 står: ’’og ufortjent gøres de retfærdige af hans (Guds) nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.’’. Ligeledes står, om nåde, i Paulus brev til Romerne kap. 5, 21: ’’for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre’, og i Paulus brev til Galaterne kap. 2, 21 står: ’’Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.’’.
Slutteligt kan nævnes Paulus brev til Efeserne kap. 2, 8-10:
’’For af den nåde er i frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.’’.
Som protestantisk kristen tror man herved på, at mennesket er frelst ved troen på Gud – på grund af nåden, dvs. at man ikke skal gøre sig fortjent til at modtage Guds kærlighed. Jeg tænker på det på samme måde, som hvis man gør noget sødt for sin kæreste. Det skal helst ikke være af den bevæggrund, at man kun gør det for at få noget tilbage. I stedet er det bedre, hvis den gode gerning kommer fra et sted af lyst til at give, dvs. fra kærlighed. På samme måde skal man som kristen ikke være et godt menneske fordi, man så kan modtage Guds kærlighed. Guds kærlighed kommer, modsætningsvist, først, og er betingelsesløs.
Synd mod Helligånden
Det er jo alt sammen meget betryggende at vide. Det fremgår dog udtrykkeligt i Biblen, at der er én type af synd, som Gud ikke tilgiver. Det står i Markusevangeliet, kap. 3, 29:
’’Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i evig synd.’’.
Jesus beskriver, i Johannesevangeliet kap. 16, 8-9, Helligånden på følgende måde: ’’Og når han (Helligånden) kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig.’’. Det, som der ikke er tilgivelse for, er altså ikke at tro på Jesus.
Frelst ved tro
Det kan hermed udledes, at man bliver frelst ved at tro på Jesus (Guds søn). At være elsket af Gud har, ifølge den lutherske overbevisning, ikke noget at gøre med de gerninger man gør, men det er den personlige omvendelse til tro, som står i centrum. Alt dette har jeg lyst til at forklare, når folk spørger mig, om kristendom ikke bare er en masse regler, for jeg tror på, som Martin Luther, at gode gerninger ikke er prisen for nåde, men følgen heraf. Med andre ord fortjener jeg Guds kærlighed, som det menneske jeg er – lige nu og her – og ikke som en eller anden urealistisk ’perfekt’ fremtidig udgave af mig selv.
Websteder:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/man-skal-ikke-gore-sig-fortjent-til-kaerlighed
https://jesusnet.dk/svar/hvad-er-synd-mod-helligaanden/